Tomme kasser giver fyldte klasser

SKREVET AF Jacob Fuglsang 23. marts 2010

Tre kommuner har søgt om at få lov til at have flere end 28 elever i klassen. Det sætter fokus på skolens dilemma. Udgifterne til specialundervisning til elever uden for klassen eksploderer, mens der spares på dem i klassen.
Tomme kommunekasser vil give pres på folkeskolens klasser. Tre kommuner har søgt Undervisningsministeriet om at få lov til at have flere end 28 elever i klasserne.
Århus har allerede fået dispensation for Vejlby Skolen, hvor der er to klasser med mere end det tilladte antal. Silkeborg, som vil helt op på 35 elever i klasserne, og Viborg har endnu ikke fået svar fra Undervisningsministeriet.
Tendensen er ikke til at tage fejl af. Flere vil følge trop, og presset for at få flere elever i klasserne vil stige i kommune efter kommune. Især efter at undervisningsminister Tina Nedergaard (V) har udtalt, at der kan gives dispensation, hvis der angives andre grunde end sparehensyn.
Uanset, hvad ministeren siger,, er hensynet til økonomien den vigtigste grund til kommunernes interesse for at få flere børn ind i klasserne. Men da den grund ikke er gyldig i sig selv, vil opfindsomheden være stor for at henvise til pædagogiske fordele og større fleksibilitet. Det vender vi tilbage til. Men bundlinjen handler om kroner og ører.
Spares per elevKommunerne sparer allerede på folkeskolen for at få råd til de eksploderende udgifter til specialundervisning. Fra 2007 til 2009 er kommunernes udgifter til specialundervisning steget med 18 procent på blot to år ifølge nye tal fra KL’s blad Momentum. Samtidig har der været et fald i udgifterne per elev på 1,4 procent. Med andre ord: Prisen for dem uden for klassen bliver højere og højere, mens der spares på dem, som sidder i klasseværelserne.
Ingen kan præcis sige, hvorfor udgifterne til specialundervisning stiger så voldsomt. Men eksperter peger på, at det skyldes, at flere forældre har et ønske om at få en diagnose til deres barn, fordi diagnosen kan bruges som løftestang for at kræve særligt indrettet undervisning. Samtidig er specialområdet blevet et satsningsområde, lærerne gerne specialiserer sig i.
Kommunernes udgifter til skoler presses naturligvis også af, at regeringen har lukket smækket kassen hårdt i. Der bliver ikke flere penge at drive skole for på denne side af et valg. Det økonomiske pres afspejles i de mange fyringer af lærere, der lige nu sker i flere kommuner.
Dertil kommer, at 200-300 skoler ventes at dreje nøglen om i år. Her bliver klassestørrelsen afgørende for, hvor mange penge, der kan hentes ind ved at lukke skoler.
Hvor stor kan en klasse være?Når nu kommunerne ikke kan henvise til økonomi som grund til, at de skal have lov til at fylde flere elever i klasserne, må de finde på noget andet.
Det gør de ved at henvise til, at klasserne med fordel kan brydes op af pædagogiske grunde. Store hold i nogle fag, så der til gengæld bliver råd til mindre hold i andre fag.
Kommunerne henviser også til forskere, der peger på, at højst 28 elever i en klasse ikke er en naturlov. Der kan sagtens laves god undervisning med flere, hvis det er tilpasset situationen. Der er heller ingen påviselig sammenhæng mellem, hvor mange, der sidder i klassen, og hvor meget de lærer. I Singapore, som tit fremhæves, har de for eksempel klasser på 30 til 40 elever og når bedre resultater end i Danmark.
Dertil kommer, at den faste klassekvotient er den samme, fra de små poder starter i børnehaveklassen, til de som langlemmede teenagere går i skolens ældste klasser. Hvorfor ikke indrette klasserne, så skolerne kan være fleksible, lyder spørgsmålet.
Det er helt rigtigt, at tallet 28 er politisk bestemt, og trods de kæmpe omvæltninger, som folkeskolen har været udsat for, har det ligget fast siden 1958, da det maksimale antal elever blev sat ned fra 36 elever.
Men når kommuner og forskere alligevel får svært ved at sælge ideen om klasser med over 28 til forældrene, er det, fordi det strider mod en banal iagttagelse fra børnefødselsdage. Jo flere børn, jo mere larm, og jo sværere er det komme gennem med en besked til alle.
Dertil kommer, at den danske skolelov har et krav om, at alle elever skal have differentieret undervisning – det vil sige undervisning rettet til deres niveau. De dygtigste elever skal have ekstra udfordringer, de svageste skal have hjælp.
Det sjove er, at undervisningsdifferentiering bruges som argument for både store og små klasser. Fleksibilitet Store hold giver mulighed for at lave nye hold på tværs af eksisterende klasser efter fagligt niveau, siger tilhængerne af store klasseren højere klassekvotient.
Nej, i store klasser bliver det vanskeligere at tage individuelle hensyn, siger modstanderne. En skoletime varer 45 minutter. Er der én lærer til over 28 elever, bliver det under to minutter per elev.
Især i de store byer spiller grænsen på 28 elever en stor rolle. For her bliver klasserne i de populære skoler fyldt op af elever fra andre skoler. Blandt andet for at fordele tosprogede elever mere jævnt mellem skolerne.
Små klasser er et af flere privatskolers slagnumre. Det betyder, at højere klassekvotienter kan få flere forældre og børn til at flytte til en privatskole.
Er større klasser så skolens undergang eller fremtid? Det kan føre til bedre brug af de sparsomme midler. Og det kan føre til øget flugt fra folkeskoler til privatskoler. Men ugens debat viser, at klasser og kommunekasser hænger sammen.

Kilde: Blog-Politiken