Miraklet i Singapore – en døgnflue?

Af Anders Holm Thomsen, ph.d. og forfatterSøndag den 21. marts 2010

Anders Holm Thomsen Regeringen har sat skolesystemet højt på dagsordenen, og rundt omkring og særligt på DPU taler man ustandseligt om det store uddannelsesmirakel i Singapore. Men det er hul snak, der skal dække over, at DPU og andre meler deres egen kage – ikke de danske skolebørns.

I forbindelse med regeringens fokus på uddannelse har der i den senere tid været megen omtale af Singapores skolesystem som eksempel til efterfølgelse. Ja, det er endda blevet døbt »miraklet i Singapore« af Lars Qvortrup, dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Og i denne uge besøger Folketingets uddannelsesudvalg da også Singapore i forbindelse med den i medierne så omtalte Kina-rejse. Debattens nyreligiøse undertoner gør det i sig selv nødvendigt at afkode, hvad der egentlig er op og ned i en vigtig skolepolitisk diskussion. Især, da lovprisningerne rummer påfaldende selvmodsigelser og giver anledning til kritiske spørgsmål.
I sig selv er det overraskende, at Singapore nu er blevet foregangsland, al den stund det ikke er mange år siden, at New Zealand var det store dyr i åbenbaringen og tilsvarende var mål for eksotiske pædagogiske studierejser og forskningsprojekter. Dengang i 1990erne blev idealskolesystemet på den anden side af kloden prist til skyerne og omtalt som inspiration i forbindelse med folkeskoleloven af 1993. Også dengang talte man om behovet for at skabe en iværksætterkultur i Danmark. Projektarbejde og tværfaglighed var ligeledes tidens løsen. Men siden har der stort set været tavshed om New Zealand, der dog trods iværksætterpædagogikken formentlig også er hårdt ramt af den økonomiske krise.
Med historiske erfaringer in mente må det altid give anledning til agtpågivenhed, når geografisk fjerntliggende eller kulturelt vanskeligt sammenlignelige samfund fremhæves som de nye idealer. Både Sovjetunionen og Maos Kina var jo populære i det pædagogiske miljø i 1970erne. Opsigtsvækkende er det, når det reformpædagogiske miljø med store aktier i 1993-skoleloven kan foreslå nye tiltag med et sydøstasiatisk land som forbillede. Vi forbinder vel normalt den del af verden med stærkt disciplineret kundskabsindlæring, offervilje, national stolthed og en medfølgende motivation for benhårdt arbejde. Alt sammen noget som den anti-autoritære og elevcentrerede undervisningsfilosofi ellers har forkastet herhjemme.
Hvordan i alverden begrunder man så den store rejseaktivitet til Singapore? Jo, man understreger, at den østasiatiske stat i udgangspunktet er sammenlignelig med Danmark, fordi den er placeret højt på verdens velstandsbarometer og med fem millioner indbyggere har et befolkningstal på størrelse med vores. I den sammenhæng nævnes så, at Singapore i 1997 indførte en skolereform, der lagde vægt på innovation og kreativitet samt nok så afgørende, at der i 2008 tilflød 400 mill. kr. til læreruddannelsen i forbindelse med reformarbejdet.
Så vidt så godt. Imidlertid gives avislæseren kun sporadisk indblik i projektundervisningens reelle omfang og art. Og i hvert fald er det næppe det, der har givet Singapore et historisk skub fremad. Allerede i 1997 var landet godt kørende økonomisk, og det store millionbeløb er blevet tilført så sent, at udbyttet af investeringen selvsagt næppe kan vurderes - endnu. Er Singapore blot en pædagogisk døgnflue? Det er ganske svært at svare entydigt på af de nævnte grunde. Det er dog rimeligt at anholde flere forhold, som er nedtonet eller lades underligt ukommenteret i rejseberetningerne (Weekendavisen 26/2 og 8/1-10). Først og fremmest er der noget, der tyder på, at ekspertmiljøets konklusioner er temmelig forhastede, for grundstrukturen i skolesystemet svarer i væsentlig grad til den danske folkeskoles i 1950erne med en mellemskole inddelt i en linje for boglige og ikke-boglige elever, der i høj grad er præget af eksamenskultur. Og DPU-eksperterne er vel næppe indstilletpå at bryde med enhedsskolen? Eller for den sags skyld skrue tiden tilbage til før den radikale Jørgen Jørgensens skolereform i 1958?
I det lys virker det absurd, når Lars Qvortrup som delegationsleder flygtigt i sin rapport bemærker: »Læsning, matematik, naturfag og engelsk er nødvendige forudsætninger for alt andet i skolen, men de er langtfra tilstrækkelige. I et af verdens mest succesfulde uddannelsessystemer - det i Singapore - tages disse fag for givet. Det kan man bare.« (Berlingske Tidende 2.12-09).

Læs resten her

Kilde: berlingske.dk