Af Anders Holm Thomsen, ph.d. og forfatterSøndag den 21. marts 2010
Anders Holm Thomsen Regeringen har sat skolesystemet højt på dagsordenen, og rundt omkring og særligt på DPU taler man ustandseligt om det store uddannelsesmirakel i Singapore. Men det er hul snak, der skal dække over, at DPU og andre meler deres egen kage – ikke de danske skolebørns.
I forbindelse med regeringens fokus på uddannelse har der i den senere tid været megen omtale af Singapores skolesystem som eksempel til efterfølgelse. Ja, det er endda blevet døbt »miraklet i Singapore« af Lars Qvortrup, dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Og i denne uge besøger Folketingets uddannelsesudvalg da også Singapore i forbindelse med den i medierne så omtalte Kina-rejse. Debattens nyreligiøse undertoner gør det i sig selv nødvendigt at afkode, hvad der egentlig er op og ned i en vigtig skolepolitisk diskussion. Især, da lovprisningerne rummer påfaldende selvmodsigelser og giver anledning til kritiske spørgsmål.
I sig selv er det overraskende, at Singapore nu er blevet foregangsland, al den stund det ikke er mange år siden, at New Zealand var det store dyr i åbenbaringen og tilsvarende var mål for eksotiske pædagogiske studierejser og forskningsprojekter. Dengang i 1990erne blev idealskolesystemet på den anden side af kloden prist til skyerne og omtalt som inspiration i forbindelse med folkeskoleloven af 1993. Også dengang talte man om behovet for at skabe en iværksætterkultur i Danmark. Projektarbejde og tværfaglighed var ligeledes tidens løsen. Men siden har der stort set været tavshed om New Zealand, der dog trods iværksætterpædagogikken formentlig også er hårdt ramt af den økonomiske krise.
Med historiske erfaringer in mente må det altid give anledning til agtpågivenhed, når geografisk fjerntliggende eller kulturelt vanskeligt sammenlignelige samfund fremhæves som de nye idealer. Både Sovjetunionen og Maos Kina var jo populære i det pædagogiske miljø i 1970erne. Opsigtsvækkende er det, når det reformpædagogiske miljø med store aktier i 1993-skoleloven kan foreslå nye tiltag med et sydøstasiatisk land som forbillede. Vi forbinder vel normalt den del af verden med stærkt disciplineret kundskabsindlæring, offervilje, national stolthed og en medfølgende motivation for benhårdt arbejde. Alt sammen noget som den anti-autoritære og elevcentrerede undervisningsfilosofi ellers har forkastet herhjemme.
Hvordan i alverden begrunder man så den store rejseaktivitet til Singapore? Jo, man understreger, at den østasiatiske stat i udgangspunktet er sammenlignelig med Danmark, fordi den er placeret højt på verdens velstandsbarometer og med fem millioner indbyggere har et befolkningstal på størrelse med vores. I den sammenhæng nævnes så, at Singapore i 1997 indførte en skolereform, der lagde vægt på innovation og kreativitet samt nok så afgørende, at der i 2008 tilflød 400 mill. kr. til læreruddannelsen i forbindelse med reformarbejdet.
Så vidt så godt. Imidlertid gives avislæseren kun sporadisk indblik i projektundervisningens reelle omfang og art. Og i hvert fald er det næppe det, der har givet Singapore et historisk skub fremad. Allerede i 1997 var landet godt kørende økonomisk, og det store millionbeløb er blevet tilført så sent, at udbyttet af investeringen selvsagt næppe kan vurderes - endnu. Er Singapore blot en pædagogisk døgnflue? Det er ganske svært at svare entydigt på af de nævnte grunde. Det er dog rimeligt at anholde flere forhold, som er nedtonet eller lades underligt ukommenteret i rejseberetningerne (Weekendavisen 26/2 og 8/1-10). Først og fremmest er der noget, der tyder på, at ekspertmiljøets konklusioner er temmelig forhastede, for grundstrukturen i skolesystemet svarer i væsentlig grad til den danske folkeskoles i 1950erne med en mellemskole inddelt i en linje for boglige og ikke-boglige elever, der i høj grad er præget af eksamenskultur. Og DPU-eksperterne er vel næppe indstilletpå at bryde med enhedsskolen? Eller for den sags skyld skrue tiden tilbage til før den radikale Jørgen Jørgensens skolereform i 1958?
I det lys virker det absurd, når Lars Qvortrup som delegationsleder flygtigt i sin rapport bemærker: »Læsning, matematik, naturfag og engelsk er nødvendige forudsætninger for alt andet i skolen, men de er langtfra tilstrækkelige. I et af verdens mest succesfulde uddannelsessystemer - det i Singapore - tages disse fag for givet. Det kan man bare.« (Berlingske Tidende 2.12-09).
Læs resten her
Kilde: berlingske.dk
lørdag den 10. april 2010
Singapore: Respekt om læring
Uddannelse er Singapores vigtigste kapital og regeringen betragter penge brugt på uddannelse som en nødvendig investering - ikke som en omkostning. Lærerne er højtuddannede og ikke mindst højt respekterede i Singapore, hvor politikere ikke kunne finde på at kritisere lærernes arbejde. Men respekten om skolesystemet bygger ikke på blind autoritetstro og ’den sorte skole’. Singapore klarer sig nemlig ikke kun godt i tests og udenadslære, men gør også store fremskridt indenfor design og innovation. Færre lektier og mere kreativitet og gruppearbejde er en del af opskriften.
”Vi arbejder på nationens fremtid”, står der på presenningerne, når der bliver bygget en ny skole i Singapore. Som et lille land omgivet af store naboer med enorme mængder arbejdskraft har Singapore valgt at satse på uddannelse som det vigtigste konkurrenceparameter. Og det er ikke kun hårde værdier, der har plads på skoleskemaet. Også kreativitet og innovation prioriteres i stigende grad.
I 2004 holdt Singapores premiereminister en skelsættende tale, der igangsatte et opgør med den angelsaksiske skoletradition, der i mange år har præget Singapores uddannelsessystem. Skolerne, regeringen og universiteterne, hvor lærerne uddannes, arbejder nu sammen om at indføre mere fleksibilitet, gruppe- og projektarbejde.
Singapore ligger nummer ti i PISA-undersøgelserne og læreruddannelsen får topkarakter i McKinsey-rapporten, der ser på, hvordan verdens bedste skolesystemer fungerer. Verdensbankens undersøgelse af uddannelsessystemet i Singapore giver også positiv omtale. Succesen bag Singapores velfungerende skolesystem skyldes ikke udelukkende økonomiske investeringer, men også den store indsats man gør for at skabe respekt om lærerne.
Læreren har sin egen kontorplads med computer på skolen, og forældre kan opsøge læreren med eventuelle spørgsmål på lærerens præmisser. Læreruddannelsen i Singapore er forskningsbaseret, lærerne har kandidatgrad, og man satser på at gøre lærerne til forskere i egen praksis. Der er generelt flere karrieremuligheder for læreruddannede; undervisning, ledelse eller forskning. Alle lærere har 100 timers betalt efteruddannelse i arbejdstiden hvert år og der er systematisk feedback og evaluering af læreres undervisning. Evalueringssystemet bygger på skolernes egne rapporter, som vægter fremadrettet proces frem for status.
Skolerne giver plads til, at andre professioner kan komme ind og hjælpe til med at understøtte lærernes arbejde. Så lærerne skal kun koncentrere sig om det, de er eksperter i, nemlig at at undervise børnene og ikke bruge tid på for eksempel at finde bøger frem og samle penge ind til lejrture. Saravanan Gopinathan, leder af den internationale tænketank på uddannelsesområdet og ansat på National Institute of Education i Singapore mener, at lærerfagets status hænger sammen med den politiske retorik. Hvis der er problemer med skolesystemet, klares det med skolerne og fagforeningen - ikke i pressen. Det er utænkeligt, at politikerne skulle kritisere lærerne.
Kilde: http://sustainablecities.dk/da/city-projects/cases/singapore-respekt-om-laering
”Vi arbejder på nationens fremtid”, står der på presenningerne, når der bliver bygget en ny skole i Singapore. Som et lille land omgivet af store naboer med enorme mængder arbejdskraft har Singapore valgt at satse på uddannelse som det vigtigste konkurrenceparameter. Og det er ikke kun hårde værdier, der har plads på skoleskemaet. Også kreativitet og innovation prioriteres i stigende grad.
I 2004 holdt Singapores premiereminister en skelsættende tale, der igangsatte et opgør med den angelsaksiske skoletradition, der i mange år har præget Singapores uddannelsessystem. Skolerne, regeringen og universiteterne, hvor lærerne uddannes, arbejder nu sammen om at indføre mere fleksibilitet, gruppe- og projektarbejde.
Singapore ligger nummer ti i PISA-undersøgelserne og læreruddannelsen får topkarakter i McKinsey-rapporten, der ser på, hvordan verdens bedste skolesystemer fungerer. Verdensbankens undersøgelse af uddannelsessystemet i Singapore giver også positiv omtale. Succesen bag Singapores velfungerende skolesystem skyldes ikke udelukkende økonomiske investeringer, men også den store indsats man gør for at skabe respekt om lærerne.
Læreren har sin egen kontorplads med computer på skolen, og forældre kan opsøge læreren med eventuelle spørgsmål på lærerens præmisser. Læreruddannelsen i Singapore er forskningsbaseret, lærerne har kandidatgrad, og man satser på at gøre lærerne til forskere i egen praksis. Der er generelt flere karrieremuligheder for læreruddannede; undervisning, ledelse eller forskning. Alle lærere har 100 timers betalt efteruddannelse i arbejdstiden hvert år og der er systematisk feedback og evaluering af læreres undervisning. Evalueringssystemet bygger på skolernes egne rapporter, som vægter fremadrettet proces frem for status.
Skolerne giver plads til, at andre professioner kan komme ind og hjælpe til med at understøtte lærernes arbejde. Så lærerne skal kun koncentrere sig om det, de er eksperter i, nemlig at at undervise børnene og ikke bruge tid på for eksempel at finde bøger frem og samle penge ind til lejrture. Saravanan Gopinathan, leder af den internationale tænketank på uddannelsesområdet og ansat på National Institute of Education i Singapore mener, at lærerfagets status hænger sammen med den politiske retorik. Hvis der er problemer med skolesystemet, klares det med skolerne og fagforeningen - ikke i pressen. Det er utænkeligt, at politikerne skulle kritisere lærerne.
Kilde: http://sustainablecities.dk/da/city-projects/cases/singapore-respekt-om-laering
Undervisningsmiraklet i Singapore
Af Lars Qvortrup - dekan ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
Ved at studere hinanden kan vi lære, hvorfor noget virker bedre end andet, og vi kan blive bedre til at observere vores egne styrker. Derfor intensiveres samarbejdet nu mellem Singapore og det danske skolevæsen.
For fyrre år siden var Singapore et tredjeverdensland. I dag er det et af verdens førende videnssamfund, ikke mindst i kraft af et meget velfungerende uddannelsessystem. Hvad er hemmeligheden? Og kan vi lære af Singapore?Singapore har et af verdens førende uddannelsessystemer. Ifølge McKinsey rapporten fra 2007 om verdens uddannelsessystemer lå Singapore i førergruppen. Ifølge »Global Competitiveness Report 2007-2008« var Singapore nummer ét hvad angår uddannelseskvalitet. Og i de internationale læse- og matematik- og naturfagsundersøgelser ligger Singapore konstant blandt de fem bedste i verden.Det er et mirakel. Singapore ligger klemt inde mellem Malaysia og Indonesien. Det har kun 44 års historie som selvstændig nation, og da det løsrev sig, var det et tredjeverdensland med kolossale økonomiske, sociale og politiske problemer. I dag er det en af verdens førende vidensøkonomier.Hvordan har det kunnet lade sig gøre? Jeg besøgte for nylig en række skoler i Singapore. Første iagttagelse: Uddannelse har national top-prioritet. I 1997 besluttede man, at uddannelsen skulle omlægges, så målet, Singapore som videnssamfund, kunne nås i løbet af de følgende ti år. Man lagde sig fast på tre fokuspunkter: Innovation, kreativitet og entrepreneurship. Dette har siden været de grundlæggende ideer. Men det er vigtigt at tilføje, at baggrunden er en anden i Singapore end i Danmark. I Singapore kommer man fra en meget disciplineret og differentieret skole med en voldsom vægt på resultater og tests, og man lægger fortsat vægt på, at målet er at opretholde og videreudvikle et effektivt skolevæsen.Anden iagttagelse: Undervisningen tilrettelægges med en klar markering af, at skolen er en arbejdsplads, hvor det forventes, at hver enkelt elev gør den størst mulige indsats. Start og slut markeres: Eleverne rejser sig op, når læreren kommer ind, og hilser »good morning, sir«. Så spørger læreren: »Are we ready?« Og når børnene i kor har svaret: »Yes!« går timen i gang. Også forskellen mellem ude og inde markeres. Børnene siger farvel til forældrene og går ind gennem en indhegning. Nu er de på skolens domæne. Børnene er blevet elever.
Læs mere her
Ved at studere hinanden kan vi lære, hvorfor noget virker bedre end andet, og vi kan blive bedre til at observere vores egne styrker. Derfor intensiveres samarbejdet nu mellem Singapore og det danske skolevæsen.
For fyrre år siden var Singapore et tredjeverdensland. I dag er det et af verdens førende videnssamfund, ikke mindst i kraft af et meget velfungerende uddannelsessystem. Hvad er hemmeligheden? Og kan vi lære af Singapore?Singapore har et af verdens førende uddannelsessystemer. Ifølge McKinsey rapporten fra 2007 om verdens uddannelsessystemer lå Singapore i førergruppen. Ifølge »Global Competitiveness Report 2007-2008« var Singapore nummer ét hvad angår uddannelseskvalitet. Og i de internationale læse- og matematik- og naturfagsundersøgelser ligger Singapore konstant blandt de fem bedste i verden.Det er et mirakel. Singapore ligger klemt inde mellem Malaysia og Indonesien. Det har kun 44 års historie som selvstændig nation, og da det løsrev sig, var det et tredjeverdensland med kolossale økonomiske, sociale og politiske problemer. I dag er det en af verdens førende vidensøkonomier.Hvordan har det kunnet lade sig gøre? Jeg besøgte for nylig en række skoler i Singapore. Første iagttagelse: Uddannelse har national top-prioritet. I 1997 besluttede man, at uddannelsen skulle omlægges, så målet, Singapore som videnssamfund, kunne nås i løbet af de følgende ti år. Man lagde sig fast på tre fokuspunkter: Innovation, kreativitet og entrepreneurship. Dette har siden været de grundlæggende ideer. Men det er vigtigt at tilføje, at baggrunden er en anden i Singapore end i Danmark. I Singapore kommer man fra en meget disciplineret og differentieret skole med en voldsom vægt på resultater og tests, og man lægger fortsat vægt på, at målet er at opretholde og videreudvikle et effektivt skolevæsen.Anden iagttagelse: Undervisningen tilrettelægges med en klar markering af, at skolen er en arbejdsplads, hvor det forventes, at hver enkelt elev gør den størst mulige indsats. Start og slut markeres: Eleverne rejser sig op, når læreren kommer ind, og hilser »good morning, sir«. Så spørger læreren: »Are we ready?« Og når børnene i kor har svaret: »Yes!« går timen i gang. Også forskellen mellem ude og inde markeres. Børnene siger farvel til forældrene og går ind gennem en indhegning. Nu er de på skolens domæne. Børnene er blevet elever.
Læs mere her
Tomme kasser giver fyldte klasser
SKREVET AF Jacob Fuglsang 23. marts 2010
Tre kommuner har søgt om at få lov til at have flere end 28 elever i klassen. Det sætter fokus på skolens dilemma. Udgifterne til specialundervisning til elever uden for klassen eksploderer, mens der spares på dem i klassen.
Tomme kommunekasser vil give pres på folkeskolens klasser. Tre kommuner har søgt Undervisningsministeriet om at få lov til at have flere end 28 elever i klasserne.
Århus har allerede fået dispensation for Vejlby Skolen, hvor der er to klasser med mere end det tilladte antal. Silkeborg, som vil helt op på 35 elever i klasserne, og Viborg har endnu ikke fået svar fra Undervisningsministeriet.
Tendensen er ikke til at tage fejl af. Flere vil følge trop, og presset for at få flere elever i klasserne vil stige i kommune efter kommune. Især efter at undervisningsminister Tina Nedergaard (V) har udtalt, at der kan gives dispensation, hvis der angives andre grunde end sparehensyn.
Uanset, hvad ministeren siger,, er hensynet til økonomien den vigtigste grund til kommunernes interesse for at få flere børn ind i klasserne. Men da den grund ikke er gyldig i sig selv, vil opfindsomheden være stor for at henvise til pædagogiske fordele og større fleksibilitet. Det vender vi tilbage til. Men bundlinjen handler om kroner og ører.
Spares per elevKommunerne sparer allerede på folkeskolen for at få råd til de eksploderende udgifter til specialundervisning. Fra 2007 til 2009 er kommunernes udgifter til specialundervisning steget med 18 procent på blot to år ifølge nye tal fra KL’s blad Momentum. Samtidig har der været et fald i udgifterne per elev på 1,4 procent. Med andre ord: Prisen for dem uden for klassen bliver højere og højere, mens der spares på dem, som sidder i klasseværelserne.
Ingen kan præcis sige, hvorfor udgifterne til specialundervisning stiger så voldsomt. Men eksperter peger på, at det skyldes, at flere forældre har et ønske om at få en diagnose til deres barn, fordi diagnosen kan bruges som løftestang for at kræve særligt indrettet undervisning. Samtidig er specialområdet blevet et satsningsområde, lærerne gerne specialiserer sig i.
Kommunernes udgifter til skoler presses naturligvis også af, at regeringen har lukket smækket kassen hårdt i. Der bliver ikke flere penge at drive skole for på denne side af et valg. Det økonomiske pres afspejles i de mange fyringer af lærere, der lige nu sker i flere kommuner.
Dertil kommer, at 200-300 skoler ventes at dreje nøglen om i år. Her bliver klassestørrelsen afgørende for, hvor mange penge, der kan hentes ind ved at lukke skoler.
Hvor stor kan en klasse være?Når nu kommunerne ikke kan henvise til økonomi som grund til, at de skal have lov til at fylde flere elever i klasserne, må de finde på noget andet.
Det gør de ved at henvise til, at klasserne med fordel kan brydes op af pædagogiske grunde. Store hold i nogle fag, så der til gengæld bliver råd til mindre hold i andre fag.
Kommunerne henviser også til forskere, der peger på, at højst 28 elever i en klasse ikke er en naturlov. Der kan sagtens laves god undervisning med flere, hvis det er tilpasset situationen. Der er heller ingen påviselig sammenhæng mellem, hvor mange, der sidder i klassen, og hvor meget de lærer. I Singapore, som tit fremhæves, har de for eksempel klasser på 30 til 40 elever og når bedre resultater end i Danmark.
Dertil kommer, at den faste klassekvotient er den samme, fra de små poder starter i børnehaveklassen, til de som langlemmede teenagere går i skolens ældste klasser. Hvorfor ikke indrette klasserne, så skolerne kan være fleksible, lyder spørgsmålet.
Det er helt rigtigt, at tallet 28 er politisk bestemt, og trods de kæmpe omvæltninger, som folkeskolen har været udsat for, har det ligget fast siden 1958, da det maksimale antal elever blev sat ned fra 36 elever.
Men når kommuner og forskere alligevel får svært ved at sælge ideen om klasser med over 28 til forældrene, er det, fordi det strider mod en banal iagttagelse fra børnefødselsdage. Jo flere børn, jo mere larm, og jo sværere er det komme gennem med en besked til alle.
Dertil kommer, at den danske skolelov har et krav om, at alle elever skal have differentieret undervisning – det vil sige undervisning rettet til deres niveau. De dygtigste elever skal have ekstra udfordringer, de svageste skal have hjælp.
Det sjove er, at undervisningsdifferentiering bruges som argument for både store og små klasser. Fleksibilitet Store hold giver mulighed for at lave nye hold på tværs af eksisterende klasser efter fagligt niveau, siger tilhængerne af store klasseren højere klassekvotient.
Nej, i store klasser bliver det vanskeligere at tage individuelle hensyn, siger modstanderne. En skoletime varer 45 minutter. Er der én lærer til over 28 elever, bliver det under to minutter per elev.
Især i de store byer spiller grænsen på 28 elever en stor rolle. For her bliver klasserne i de populære skoler fyldt op af elever fra andre skoler. Blandt andet for at fordele tosprogede elever mere jævnt mellem skolerne.
Små klasser er et af flere privatskolers slagnumre. Det betyder, at højere klassekvotienter kan få flere forældre og børn til at flytte til en privatskole.
Er større klasser så skolens undergang eller fremtid? Det kan føre til bedre brug af de sparsomme midler. Og det kan føre til øget flugt fra folkeskoler til privatskoler. Men ugens debat viser, at klasser og kommunekasser hænger sammen.
Kilde: Blog-Politiken
Tre kommuner har søgt om at få lov til at have flere end 28 elever i klassen. Det sætter fokus på skolens dilemma. Udgifterne til specialundervisning til elever uden for klassen eksploderer, mens der spares på dem i klassen.
Tomme kommunekasser vil give pres på folkeskolens klasser. Tre kommuner har søgt Undervisningsministeriet om at få lov til at have flere end 28 elever i klasserne.
Århus har allerede fået dispensation for Vejlby Skolen, hvor der er to klasser med mere end det tilladte antal. Silkeborg, som vil helt op på 35 elever i klasserne, og Viborg har endnu ikke fået svar fra Undervisningsministeriet.
Tendensen er ikke til at tage fejl af. Flere vil følge trop, og presset for at få flere elever i klasserne vil stige i kommune efter kommune. Især efter at undervisningsminister Tina Nedergaard (V) har udtalt, at der kan gives dispensation, hvis der angives andre grunde end sparehensyn.
Uanset, hvad ministeren siger,, er hensynet til økonomien den vigtigste grund til kommunernes interesse for at få flere børn ind i klasserne. Men da den grund ikke er gyldig i sig selv, vil opfindsomheden være stor for at henvise til pædagogiske fordele og større fleksibilitet. Det vender vi tilbage til. Men bundlinjen handler om kroner og ører.
Spares per elevKommunerne sparer allerede på folkeskolen for at få råd til de eksploderende udgifter til specialundervisning. Fra 2007 til 2009 er kommunernes udgifter til specialundervisning steget med 18 procent på blot to år ifølge nye tal fra KL’s blad Momentum. Samtidig har der været et fald i udgifterne per elev på 1,4 procent. Med andre ord: Prisen for dem uden for klassen bliver højere og højere, mens der spares på dem, som sidder i klasseværelserne.
Ingen kan præcis sige, hvorfor udgifterne til specialundervisning stiger så voldsomt. Men eksperter peger på, at det skyldes, at flere forældre har et ønske om at få en diagnose til deres barn, fordi diagnosen kan bruges som løftestang for at kræve særligt indrettet undervisning. Samtidig er specialområdet blevet et satsningsområde, lærerne gerne specialiserer sig i.
Kommunernes udgifter til skoler presses naturligvis også af, at regeringen har lukket smækket kassen hårdt i. Der bliver ikke flere penge at drive skole for på denne side af et valg. Det økonomiske pres afspejles i de mange fyringer af lærere, der lige nu sker i flere kommuner.
Dertil kommer, at 200-300 skoler ventes at dreje nøglen om i år. Her bliver klassestørrelsen afgørende for, hvor mange penge, der kan hentes ind ved at lukke skoler.
Hvor stor kan en klasse være?Når nu kommunerne ikke kan henvise til økonomi som grund til, at de skal have lov til at fylde flere elever i klasserne, må de finde på noget andet.
Det gør de ved at henvise til, at klasserne med fordel kan brydes op af pædagogiske grunde. Store hold i nogle fag, så der til gengæld bliver råd til mindre hold i andre fag.
Kommunerne henviser også til forskere, der peger på, at højst 28 elever i en klasse ikke er en naturlov. Der kan sagtens laves god undervisning med flere, hvis det er tilpasset situationen. Der er heller ingen påviselig sammenhæng mellem, hvor mange, der sidder i klassen, og hvor meget de lærer. I Singapore, som tit fremhæves, har de for eksempel klasser på 30 til 40 elever og når bedre resultater end i Danmark.
Dertil kommer, at den faste klassekvotient er den samme, fra de små poder starter i børnehaveklassen, til de som langlemmede teenagere går i skolens ældste klasser. Hvorfor ikke indrette klasserne, så skolerne kan være fleksible, lyder spørgsmålet.
Det er helt rigtigt, at tallet 28 er politisk bestemt, og trods de kæmpe omvæltninger, som folkeskolen har været udsat for, har det ligget fast siden 1958, da det maksimale antal elever blev sat ned fra 36 elever.
Men når kommuner og forskere alligevel får svært ved at sælge ideen om klasser med over 28 til forældrene, er det, fordi det strider mod en banal iagttagelse fra børnefødselsdage. Jo flere børn, jo mere larm, og jo sværere er det komme gennem med en besked til alle.
Dertil kommer, at den danske skolelov har et krav om, at alle elever skal have differentieret undervisning – det vil sige undervisning rettet til deres niveau. De dygtigste elever skal have ekstra udfordringer, de svageste skal have hjælp.
Det sjove er, at undervisningsdifferentiering bruges som argument for både store og små klasser. Fleksibilitet Store hold giver mulighed for at lave nye hold på tværs af eksisterende klasser efter fagligt niveau, siger tilhængerne af store klasseren højere klassekvotient.
Nej, i store klasser bliver det vanskeligere at tage individuelle hensyn, siger modstanderne. En skoletime varer 45 minutter. Er der én lærer til over 28 elever, bliver det under to minutter per elev.
Især i de store byer spiller grænsen på 28 elever en stor rolle. For her bliver klasserne i de populære skoler fyldt op af elever fra andre skoler. Blandt andet for at fordele tosprogede elever mere jævnt mellem skolerne.
Små klasser er et af flere privatskolers slagnumre. Det betyder, at højere klassekvotienter kan få flere forældre og børn til at flytte til en privatskole.
Er større klasser så skolens undergang eller fremtid? Det kan føre til bedre brug af de sparsomme midler. Og det kan føre til øget flugt fra folkeskoler til privatskoler. Men ugens debat viser, at klasser og kommunekasser hænger sammen.
Kilde: Blog-Politiken
Abonner på:
Opslag (Atom)