AF mette østergaard
Mere disciplin, mere ro og skrappere regler for både børn og voksne i den danske folkeskole. Helle Thorning-Schmidt (S) blæser til kulturkamp i den danske folkeskole, der har været præget af en slaphed, der er gået ud over de mange elever i den store midtergruppe, der hverken tilhører de klogeste eller de svageste.
»Vi kan få lige så mange fine fysisklokaler og biblioteker, vi vil, intet vil nytte, hvis vi ikke får mere disciplin ind i klasselokalerne«, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun peger på en række konkrete ændringer, der skal være med til at skabe mere ro i klasserne og mere fokus på indlæring.
S foreslår akutklasser
Mere organiseret fysisk aktivitet skal i løbet af skoledagen sørge for, at især drengene kan sidde stille i timerne og tage imod undervisning.
Desuden skal flere pensionerede lærere, studerende eller pædagoger fungere som undervisningsassistenter i de klasser, hvor der er behov for det. Det skal gøre det nemmere for lærerne at skabe ro i timerne og hjælpe svage elever.
Endelig vil Thorning oprette specielle akutklasser, hvor urolige elever kan fortsætte undervisningen i stedet for at slippe for undervisningen, når de bliver sendt uden for døren.
»Der er behov for en sanktion med konsekvens. I årevis har vi sendt børn uden for døren, når de larmede, men jeg er ikke sikker på, at det er nok til, at de forstår, at larm er et enormt problem for den faglige indlæring. Det skal være en alvorlig sag at blive sendt i akutklassen, og forældrene skal orienteres, hvis det sker«, siger Helle Thorning-Schmidt.
Borgerlig begejstring
Regeringen og Dansk Folkeparti er glade for Thornings tanker om mere disciplin i folkeskolen.
»Det er dejligt, at Socialdemokraterne vil begynde at føre Dansk Folkepartis politik. Vi har længe talt for mere disciplin, og for at lærerne skal undervise med større autoritet. Det betyder, at vi er flere til at presse regeringen i den retning«, siger DF’s uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe.
Men hvis man spørger de konservative og Venstre, bliver der ikke behov for det store pres.
De konservatives uddannelsesordfører, Rasmus Jarlov, mener, at der er for stor tendens til, at forældrene »afleverer deres børn trætte og uforberedte og alligevel regner med at få en fremragende skolegang«.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) siger: »lige mine ord«, da han hører Thornings budskaber, men synes ikke, at det er Christiansborg, der skal bestemme, hvordan den enkelte skole sørger for mere ro i timerne.
Og Helle Thorning-Schmidt vil netop gerne lovgive om blandt andet akutklasser. En tendens, som de radikale advarer stærkt imod:
»Folketingspolitikere og ministre skal afstå fra at blande sig i, hvilke løsninger den enkelte skole skal vælge. Det er derfor, vi har skoleledelser, og derfor vi uddanner lærerne«, siger de radikales uddannelsesordfører, Marianne Jelved.
Skeptiske lærere
Heller ikke Danmarks Lærerforenings formand er begejstret for Helle Thorning-Schmidts udtalelser om, at lærerne skal stramme mere op på disciplinen – hun mener, at mange lærere kommer for sent til timerne.
»Hvor ved hun fra, at lærerne opfører sig på den måde? Jeg er enig i, at uro er et problem, og vi har brug for løsninger, men det er naivt at tro, at man kan styre folkeskolen fra Christiansborg«, siger Anders Bondo Christensen.
Regeringen begynder på onsdag et 360-graders eftersyn af folkeskolen på Marienborg. Undervisningsminister Bertel Haarder siger, at værdibaseret ledelse og mere disciplin vil være helt centrale emner for diskussionen.
Kilde: Politiken.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar