Man bør fokusere på relationerne mellem lærere og elever, frem for de faglige kundskaber.
Politiken. Af Ole Peltola
Den danske folkeskole har i mange år stået for skud fra forskellige politiske retninger, og i dag har vi desværre en bovlam og efternikkende folkeskole helt uden provokerende spræl og nytænkning. Alt er styret oppefra. Fælles mål, nationale tests, kvalitetskrav.
Sat på spidsen mangler vi nærmest kun at ensrette undervisningen fuldstændigt, så alle 6.-klasser er på side 125 i matematikbogen på samme dato.
Folketinget og Undervisningsministeriet har i deres styringsiver alene haft fokus på den ene tredjedel af formålsparagraffen om kundskaber og færdigheder.
Selvfølgelig har det danske folk brug for en folkeskole, som leverer varen i form af dygtige elever, men på den anden side har det danske folk også brug for en folkeskole, som bobler af initiativ med elevernes alsidige udvikling for øje, og en folkeskole, som sikrer elevernes trivsel, tryghed og arbejdsglæde, hvilket opridses i de andre to tredjedele af folkeskolens formålsparagraf.
Tre væsentlige faktorer
Jeg har i mit job at gøre med pædagoger og lærere i det daglige og ved, at de i hverdagen giver alt, hvad de har i sig. De kæmper vedholdende og heroisk for at få ’hele børn’ ud af den flok, de har fået ansvaret for.
Men tidens mange faglige krav og de sparsomme ressourcer, som pasnings- og skoledelen tildeles, forhindrer de ansatte i at bruge sig selv i fuldt omfang. Konsekvensen er, at børnene langtfra altid oplever den nødvendige dybde i de menneskelige relationer mellem dem og de voksne.
Man bør derfor ikke være overrasket over de tegn, vi ser i dag, på mobning, rodløshed og afstumpethed. Det er vores egen skyld, for systemet giver ikke de voksne mulighed for at komme dybt nok ind i relationerne til børn og unge.
Vi er støt ved at glide over i et system med upersonligt ’overfladenærvær’. Men de dybe menneskelige relationer er faktisk helt nødvendige: Det er videnskabeligt dokumenteret, at personlige relationer er en af de tre væsentligste faktorer i forhold til elevers udbytte af skolegangen.
De to andre er klasseledelse og fagfaglige kvalifikationer hos lærerne.
Lærerne når slet ikke i hverdagen at opbygge dybe relationer – dvs. hvor lærerne kommer ’helt ind under huden’ hos hver eneste elev.
Denne opgave er også sværere i dag end nogensinde, af flere årsager.
Dels er der slet ikke tid, dels er der mange såkaldt udadreagerende børn, som kan ’vælte’ en SFO eller en klasse – og på den måde suge pædagogernes og lærernes energi og fokus til sig i et omfang, som efterlader de andre børn med endnu større risiko for ’overfladenærvær’ i stedet for dybe menneskelige relationer.
Elever, som ikke lærer at opbygge relationer til andre, marginaliserer sig ofte i en klasse, fordi de ikke kan tage det nødvendige ansvar for sig selv, hverken i samværet eller rent fagligt.
Når folkeskolen skal ses efter i sømmene i forbindelse med 360-graders eftersynet, er der altså grund til at se på andre aspekter af folkeskolen end blot faglighed. Fagligheden er så let at få øje på, fordi den kan måles, og det, der kan måles, er guf for teknokrater.
Men det er slet ikke her, at det helt store udviklingspotentiale ligger gemt: Elever med gode, dybe relationer til deres omverden og med et godt selvværd (de to ting følges ofte ad) ligger nemlig normalt højt på karakterskalaen til slut. Det er altså en god investering at arbejde med de menneskelige relationer.
En model kunne her være at give ansvaret tilbage til lærerne. I dag er lærergruppen i mange sammenhænge frataget ansvaret og derfor også mulighederne for nytænkning og udvikling. At give ansvaret tilbage til lærerne forudsætter en værdibaseret fællesskabsfølelse, og den kommer ikke uden tid til debat og samarbejde.
En anden model, man bør arbejde med, handler om lærernes uddannelse: Med den nye viden om de menneskelige relationers betydning for indlæringen samt den nye viden om den nødvendige klasseledelse må det fremover være seminariernes opgave at spytte nyuddannede lærere ud, som mestrer dette. Og for de gamle lærere i gårde er efteruddannelse helt nødvendig.
Målsætninger
Det er ekstremt vigtigt, at de ansatte ved skolen får efteruddannelse i alle de teknikker og færdigheder, som hjælper dem til at kunne inkludere elever – dette uanset hvor grænsen sættes for, hvad en skole skal kunne inkludere.
En skolemedarbejders ’værktøjskasse’ skal bare være i orden til enhver lejlighed, og derfor bør efteruddannelse på dette felt faktisk prioriteres højere end den faglige efteruddannelse.
Ekspertsystemet omkring skolen skal naturligvis også fungere: Eksterne supervisere, psykologer og sociale medarbejdere skal være parat i skolens nærhed, og læger og børnepsykiatere skal også kunne inddrages smidigt og hurtigt.
I dag skal man indstille og undersøge. Papirnusseri og store netværksmøder for bare at sætte en minimal indsats i værk.
Det er klart, at man ikke bare kan sætte dyre foranstaltninger i værk uden en grundigere undersøgelse, men ofte taler vi om en enkel og minimal indsats, som virkelig kan gøre en forskel, hvis den sættes ind, når behovet lige er opstået, og ikke når problemet først er mur- og nagelfast.
Mit råd til alle, som inddrages i eftersynet af folkeskolen, er at nedtone det voldsomme fokus på færdigheder og kundskaber og i stedet se på, hvordan børnenes opvækst kan forbedres, så de efter endt skolegang fremstår som hele mennesker, der kan indgå i samfundet på en ansvarsfuld måde.
Sker det, opnår de samme unge også det uddannelsesniveau, de selv kan klare – og så har både staten og de unge selv nået en af de vigtigste målsætninger overhovedet.
Kilde: www.politiken.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar