søndag den 10. april 2011

Danske forældre har ingen respekt for skolelæreren



En dansk folkeskole klokken 8 om morgenen: Far eller mor følger de yngste ind i klasseværelset.
Nogle bliver hængende og småsludrer lidt, efter at undervisningen er gået i gang.

Det kunne de ikke drømme om at gøre i Finland. Her står der en langt større respekt om lærerne og om skolen.
Det kan være en del af forklaringen på, at den finske folkeskole klarer sig bedre i Pisa-målinger end den danske, siger adjunkt Frans Ørsted Andersen fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU).
Han har netop lavet en undersøgelse af forskellene mellem de to landes skolekultur.
Lærerne herhjemme er bange for forældrene
Danske forældre har mindre tillid til folkeskolen end finske, siger Frans Ørsted Andersen.

»Lærerne ser tit forældrene som et problem, de er simpelthen bange for dem«, siger han.
»Mange lærere synes ikke, det er rart at stå over for en flok forældre, hvor halvdelen er akademikere, der er skeptiske og ikke har respekt for skolen. Så står lærerne der med en mellemlang uddannelse og har mistet deres selvtillid«, siger han.
Undervisningsminister til forældre: Tag ansvar
I kølvandet på den iskolde dukkert, som Pisa-undersøgelsen netop har givet den danske folkeskole, har undervisningsminister Tina Nedergaard (V) skældt danske forældre ud for at være for dårlige til at bakke lærerne op.

»Gå ind og tag et ansvar for dit barn. Danske forældre er blevet lidt mere lade. Sluk for tv’et og læs med dit barn i stedet«, siger hun.

Kigger over skulderen
Den slags problemer har de slet ikke i den succesrige finske folkeskole, siger Frans Ørsted Andersen:

»Når der kommer en udmelding fra skolen til forældrene om, at nu skal I hjælpe med at læse lektier i en time om dagen, er der større opbakning og lydhørhed fra de finske forældre end fra de danske«.

Finske forældre er heller ikke nær så slemme til at ringe hjem privat i tide og utide og kritisere undervisningen.

Er det så ikke fornuftigt, når Tina Nedergaard siger, at forældrene skal mere på banen bl.a. med læsning? 

»I den ideelle verden har hun ret. Men for mange forældre er det skolen, der skal gøre forskellen, og vi kan ikke forvente det store resultat ved at appellere til dem«.

Hvordan kan respekten genvindes for den danske folkeskole?

»Ved at lærerne bliver mere fagstolte og tør tro mere på sig selv. Den finske læreruddannelse er en femårig kandidatgrad, det bør den også være i Danmark«, siger Frans Ørsted Andersen.

Skolen skal være tydelig
Benedikte Ask Skotte fra forældreorganisationen Skole og Forældre afviser, at danske forældre løber fra deres ansvar.

»Selvfølgelig er det vigtigt, at forældrene forstår deres rolle. Men skolen kan også være mere tydelig og sætte nogle klare rammer for, hvad den byder på, og hvilke forpligtelser den lever op til«, siger hun.

Helt konkret: Hvis der mangler en voksen i klassen, fordi læreren kommer for sent, så bliver forældrene hængende for at sikre børnenes tryghed.

»Hvis læreren stod parat i klasseværelset ti minutter i og tog imod, så ville langt de fleste forældre respektere, at undervisningen går i gang klokken 8. Det er vigtigt, at skolen giver et tydeligt signal om, at nu er det os, der tager over, og nu starter vi«, siger hun.
Læreren skal sætte rammen
Dorte Lange fra Danmarks Lærerforening synes, at det vigtigste er, at det er læreren, der sætter rammen for samarbejdet. Så kan det være i orden, at forældrene kommer med ind i klassen eller ringer efter arbejdstid.

»Mange lærere giver jo deres telefonnummer til forældrene, fordi de gerne vil vide, hvis der er problemer. Og der kan være lærere, som synes, det er i orden, at forældrene kommer ind og er med i undervisningen. Men det er noget, man skal aftale«, siger hun.

Dorte Lange medgiver dog, at nogle lærere kan føle sig presset af engagerede forældre med stor virketrang.

»Vi skal nok lære at sige mere tydeligt, at jeres indflydelse som forældre går hertil. I må komme med alle jeres gode ideer, men det er mig, der ved, hvad der er bedst for klassen«, siger hun.

Lille projekt-Kasper
Professor og leder af den danske Pisa-undersøgelse Niels Egelund fra DPU har selv for nylig oplevet at følge en 7-årig i skole og knap kunnet bane sig vej i klasseværelset for snakkende forældre.

»Forældrene er blevet alt for tilbøjelige til at kræve ind. Skolen er en serviceorganisation for vores lille projekt-Kasper. Ikke et fællesskab, hvor Kasper skal indgå og gøre, hvad han får besked på. Og i øvrigt være en god kammerat«, siger han.

Er lærerne bange for forældrene? 

»Ja. Det kan jeg godt sætte mig ind i. Netop fordi de er krævende, og hvis læreren ikke snart makker ret, tager vi børnene ud og sætter dem i privatskole«, siger Niels Egelund.


Kilde: Politiken.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar