5 myter om evidens

- fra Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning på Danmarks Pædagogiske Universite


Artiklen stammer fra Danmarks Pædagogiske Universitets engelsksprogede nettidsskrift 
Quarterly. Læs mere om evidens på clearinghouse hjemmesiden www.dpu.dk/clearinghouse.

Myte 1: Evidens baseres kun på kvantitative analyser af RCT-studier
Al forskning er en bestræbelse på at finde evidens ved hjælp af den forskningsmetode, der
benyttes. RCT-studier finder evidens for effekter ved at registrere udfald af en indsats på to
forskellige grupper af forsøgspersoner. Et casestudie skaber evidens om effekten af en indsats på
en anden måde nemlig ved at observere, hvad der sker med en enkelt person.
Det er sandt, at RCT-forsøg og kvantitative metoder har spillet en nøglerolle for det internationale
Cochranesamarbejde på det medicinske område og for Campbellsamarbejdet på det sociale
område. Campbell arbejder med et såkaldt evidenshierarki for effektstudier, hvor RCT-studier står i
toppen sammen med systematiske reviews, der sammenfatter RCT-studier. Andre typer af
forskningsdesigns som casestudier rangerer lavere. Formålet med evidensstigen er at minimere
bias. Det vil sige risikoen for, at forskeres bevidste eller ubevidste præferencer for det ene eller det
andet udfald får lov at påvirke undersøgelsen. At minimere bias er vigtigt, hvis man skal fælde
dom over, om en metode virker eller ej, men det er ikke det eneste hensyn, forskningen må tage.
Et evidenshierarki, der udelukkende anerkender RCT-studier, udelukker en væsentlig del af
uddannelsesforskningen, som har meget vigtig evidens at bidrage med.

Myte 2: Evidens handler kun om effekt 
Evidensbevægelsen havde sit udspring i medicinen og har derfor haft fokus på effekter af
indsatser. Evidens handler imidlertid om meget andet end effektforskning. Man kan for eksempel
forestille sig en undersøgelse, der ser på evidensen for at betragte skolen ud fra det ene eller det
andet organisatoriske perspektiv, eller evidensen for at forstå en elevs indlæringsvanskeligheder
med det ene eller det andet sæt begreber. Ed Mullen, professor ved Columbia University,
beskriver i en artikel i Danish University of Education Quarterly #3, 2006, fem typer af spørgsmål,
som en undersøgelse af evidens inden for socialområdet kan fokusere på: Hvad er den bedste
måde at beskrive/diagnosticere en situation fra praksis? Hvad er den bedste måde at måle
omfanget af et konstateret problem? Hvad er den bedste fremgangsmåde til at vurdere risikoen
for, at bestemte uønskede konsekvenser opstår? Hvad er den bedste fremgangsmåde for at
forhindre, at et bestemt problem opstår? Hvad er den bedste fremgangsmåde til at afhjælpe et
eksisterende problem?

Myte 3: Evidens er lig endelig og sikker viden 
Det er tvivlsomt, hvor meget viden der fortjener betegnelsen ”endelig og sikker”. Tværtimod vil
mange retninger inden for erkendelsesfilosofien lægger vægt på, at viden er foreløbig og altid
åben for revision. Derfor er det langt bedre at forstå evidens som ”den for tiden bedste viden” og
evidensbaseret praksis som ”omhyggelig, udtrykkelig og kritisk brug af den aktuelt bedste viden”.

Myte 4: Evidens er en kogebogsopskrift 
Mange frygter, at evidens skal træde i stedet for professionel faglighed og i stedet for den
individuelle vurdering af elevers eller klienters specifikke problemer. Det er rigtigt, at viden kan
puttes på opskrift og gøres til instruktioner, men det er en misforståelse at tro, at dette er en
naturlig konsekvens af et fokus på evidensbaseret praksis. Inden for det medicinske pionerområde
betragtes evidensbaseret praksis som evnen til at bruge den til hver tid bedste tilgængelige
forskningsmæssige viden i sammenhæng med evnen til at foretage en professionel, faglig
vurdering og i sammenhæng med indsigt i den enkelte patients specielle situation.

Myte 5: Evidens er opfundet af politikere for at styre praksis 
Evidensbevægelsen er startet af professionelle og forskere især inden for det medicinske område,
og er efterfølgende taget op af forskere på det sociale område og uddannelsesområdet. Politiske
aktører har spillet en vigtig rolle i at give evidensbevægelsen medvind for eksempel gennem
økonomisk støtte og anden opbakning, men uden et engageret miljø af forskere er det
usandsynligt, at det internationale Cochranesamarbejde eller initiativerne inden for socialforskning
og uddannelsesforskning ville være kommet i gang

Kilde: DPU