Er opgøret med ELFENBENSTåRNET gået for langt?

Af Torben Clausen
Oversat af Marie Lauritsen

Da sorte skyer varslede finanskrisen, blev det tydeligt, at
økonomiforskere var for tæt allieret med banker og børsspekulanter. De færreste eksperter forudså krisen, før stormen rasede, og eksperternes troværdighed led en krank skæbne. Uddannelsesforskere bør tage den historie til skræk og advarsel om, hvad der kan ske, hvis forskningen kommer for langt fra ’elfenbenstårnet og for tæt på praksis, lyder det fra professor og OECD CERI-direktør Dirk Van Damme.


Finanskrisen slog hårdt ned på mange af det moderne samfunds hæderkronede institutioner. Det var ikke kun gamle banker og finansguruer, hvis offentlige an-

seelse led en hård skæbne. Forskere i økonomi anklages for ikke at have set de mørke skyer i horisonten, før den finansielle storm pludselig rasede over hovederne på os.
I de gode tider fulgte økonomiforskerne bare i hælene på Wall Streets finansielle forgangsmænd, som udfærdigede stadig mere komplekse finansielle produkter. Og som The Economist opsummerede den 16. juli 2009 om de finansielle ophavsmænd: »...sikre som de var på det teoretiske fundament for deres opfindelser, forsikrede de enhver tvivler om, at al denne aktivitet ikke kun gjorde bank- mændene rige. Det gjorde det finansielle system mere sikkert og økonomisk sundt. Det er derfor, at mange mennesker betragter den finansielle krise, der begyndte i 2007, som et altødelæggende slag mod ikke blot bankernes troværdighed, men også mod hele den akade- miske økonomidisciplins.«
Bør også uddannelsesforskere betragte
dette som en historie til skræk og advarsel?
Ja, mener direktør for OECD’s Centre for Education Research and Innovation (CERI), professor Dirk Van Damme. Inden for uddannelsesforskning har man arbejdet hårdt på at blive mere relevant fra et politisk synspunkt og mere praksisorienteret. Denne overgang væk fra ’elfenbenstårnet’ har ifølge Dirk Van Damme været en succes. ”Jeg mener, at vi for få år siden stod med en ’elfenbenstårnsituation’. Der har væ-

ret en stærk bevægelse væk fra den og hen imod mere relevant forskning, både i miljøet omkring uddannelsesforskning, i regeringer og blandt dem, der støtter uddannelsesforsk- ning. Jeg er bange for, at den bevægelse er gået for vidt. Nu er elfenbenstårnet ikke længere problemet,« siger Dirk Van Damme.


Blændet af relevans

Van Damme frygter, at uddannelsesforsknin- gen, i takt med at den nærmer sig politik og praksis, risikerer at blive blindet – på samme måde som finansøkonomerne, der antagelig var blændet af medgangen på Wall Street. ’»Det er generelt en risiko, som al sam- fundsvidenskab, der forsøger at blive relevant, står over for. Det store problem er ikke, at økonomerne er underordnet det domine- rende system. Det er snarere, at samfundsvi- denskaben generelt har en tendens til at låse sig fast i den aktuelle situations dominerende paradigme,« siger han.

Når det sker, risikerer forskningen at bliver offer for den traditionsbundne viden, der fin- des i de pågældende institutioner, hvad enten det er ministerier eller interessegrupper inden for det politiske system, eller det er de institu- tioner, hvor praksis udføres, f.eks. skoler. For- søget på at interagere med praksisverdenen behøver ikke at føre til, at man underordner sig en hvilken som helst gældende admini- stration. Van Damme bemærker, at forskere, der går i den modsatte grøft og bruger en masse energi på at angribe en opfattet, såkaldt ’neoliberal’ konsensus inden for uddan- nelsespolitik, som ifølge ham ikke eksisterer, løber samme risiko. De er alle tre udtryk for den samme grundlæggende tendens: at blive relevant, ikke som forskning i sig selv, men som medvirkende til andre formål.
’»Når jeg ser på litteraturen inden for ud- dannelsesforskning, går de her tanker ofte igennem mit hoved. Blandt skoler og skole- repræsentanter er der en tendens til at mene, at størstedelen af den forskning, der udføres, ikke er anvendelig for dem, der arbejder med emnet i praksis. Det er muligvis rigtigt, men udfordringen er ikke alene at producere prak- tisk, brugbar forskning. Vi har brug for meget mere forskning. Det er helt enkelt et spørgs- mål om kvantitet. Jeg er meget tilbagehol- dende over for at bruge de få muligheder, vi har, på at fokusere på de udøvendes praktiske behov eller på beslutningstagernes aktuelle behov,« siger Dirk Van Damme.
Med andre ord står uddannelsesforsknin- gen over for modsigende krav, og lige nu er uddannelsesforskningens vigtigste opgave
at udføre mere og bedre forskning, som kan modsvare andre store velfærdsområder såsom sundhed og socialpolitik.
’»Jeg er på ingen måde imod, at beslutnings- tagerne eller de udøvende giver udtryk for deres behov for viden og forskning. Det er begrundet og centralt. Men de har ofte over- drevne forventninger til forskernes chance for at imødekomme disse krav.«
Hertil kan man tilføje, at forholdet mel- lem forskning og praksis ikke altid er særlig venskabeligt.


Når forskning møder politik
Dirk Van Damme fortæller om en af Hollands mest toneangivende uddannelsessociologer, Jaap Dronkers. Via sin forskning kom han frem til den konklusion, at hvis man blander børn af henholdsvis indfødte hollandske forældre og immigrantforældre, har det en negativ indvirkning på kvaliteten af lærings- situationen for begge grupper. I et forholdsvis polariseret politisk klima har denne opdagelse foruroliget dem, der taler for en uddan- nelsesreform fra et progressivt pædagogisk verdenssyn.

’»Tidligere anså man ham for at høre til venstre for midten. Han beskæftigede sig med ligestilling inden for uddannelse, og han har udgivet en masse god forskning. Jeg ved ikke, om han personligt er blevet en konservativ tænker, men den forskning, han udfører, er fremragende, hans personlige holdninger uagtet. Han yder ikke politisk rådgivning. Han forsøger ikke at gøre den relevant. Han fortæller os kun, hvad hans forskning har vist. De politiske beslutningstagere og de udøvende kan vælge at bruge hans forskning som udgangspunkt for at udvikle deres egne løsninger, men forskningen fører ikke auto- matisk til en række løsninger.«
Van Damme fortæller endvidere om et ud- valg i Holland, der var nedsat af uddannelses- ministeriet. Baggrunden for udvalgets arbejde var en ’kontant erklæring’ fra ministeriets side: Størstedelen af al uddannelsesforskning var uanvendelig. Det var udvalgets opgave at udarbejde en udviklingsplan for landets ud- dannelsesforskning.
Ministeriets hensigt var ikke at diktere forsk- ningsresultaterne, men ifølge Van Damme er der en risiko for, at det er dér, man ender, når man laver en forskningsplan, som er baseret på denne politiske præmis. I sidste ende ud- arbejdede udvalget en meget brugbar rapport, der foreslog, at man lavede en udviklingsplan for uddannelsesforskningen, der var baseret på dialog og interaktion.

Mere forskning, tak
Uddannelsesforskningen skal ikke tilbage til ’elfenbenstårnet’. I sig selv er relevans ikke en dårlig ting. Men vejen frem for forskning såvel som praksis er, at forskningen sætter fokus på sin egen begrebsmæssige og metodiske kerne.

»Vi har brug for meget mere forskning. Uddannelsessystemet er ikke videnstungt nok. Fra et reformsynspunkt er vi nødt til at tilføre mere viden til uddannelsessystemet. Lærerne skal være videnstunge brugere, mens skolerne skal være videnscentre og læringsorganisatio- ner. Den eneste måde, vi kan gøre det på, er ved at producere mere godkendt forskning.«’ Hvis man skal være i stand til at integrere viden fra forskning såvel som fra andre kilder, stiller det krav om bedre vidensforvaltning og videnssystemer inden for uddannelsessekto- ren. Og inden for uddannelsesforskningen er man godt på vej.


»Nutidens uddannelsesforskere, som er uddannet i forskningsmetode, er meget dygtigere end forskerne i min generation. Kvaliteten af forskningen er stigende, ikke kun inden for kvantitativ forskning. Så ud- dannelsesforskning har kapaciteten til at blive en fuldtudviklet del af det samfundsvi- denskabelige område. Samlet set er udvik- lingen positiv, men når man sammenligner uddannelse med sundhedssystemet, hvor der udføres en enorm mængde forskning, er der stadig mange behov, der skal opfyldes. Vi er overhovedet ikke i nærheden af at kunne tale om en uddannelsesvidenskab, der kan sammenlignes med for eksempel bioviden- skaben,« siger Dirk Van Damme.


Kilde: Asterisk