Skolen følger ikke med eleverne

Af: Pernille Aisinger, Christian Grunert

De nye medier har flyttet elevernes verden, men skolen er ikke fulgt med. Der er brug for en udvikling af
skolens kultur og lærerens rolle, mener forskerne og erhvervsliv.

Skolen har ikke formået at udvikle didaktiske principper og en pædagogik, som kan matche vidensamfundet. De nye digitale medier er hverdag for eleverne, men skolen er fortsat præget af gammeldags didaktiske rutiner og et pædagogisk grundsyn, som stammer fra landbrugs- og industrisamfundet. Det mener lektor og projektleder på It og læring på University College Sjælland Karsten Gynther, som sammen med kollegaen René B. Christiansen fra Videnscenteret Educationlab har undersøgt, hvordan skolen bruger digitale læringsresurser.

»Skolen i dag mangler teorier, begreber, kategorier, principper, værktøjer og praktiske greb til at håndtere det at drive skole i vidensamfundet. Der er kort sagt behov for, at der udvikles og implementeres en ny didaktik«.

Ole Christensen, lektor på University College Copenhagen, mener, at Fælles Mål er med til at holde lærerne fast i en gammeldags tænkemåde.

»Fælles Mål er udtryk for en industrisamfundslogik. Med obligatoriske trinmål skal alle lære noget på bestemte tidspunkter. Eleverne bliver puttet ind i skolens maskine, hvor alt, hvad de lærer af at gå i skole, er at gå i skole. Den form er ikke længere brugbar«.

Chef for den globale it-virksomhed Capgemini Pia Rybenfeldt er enig i, at skolens struktur kunne nytænkes. Hun var for nylig på Uddannelsesforum inviteret til at fortælle lærerne om erhvervslivets oplevelse af it-tilstanden i folkeskolen.

»Det omgivende samfund har ændret sig helt fantastisk meget. Vi har netop haft 9.-klasse-elever ude i praktik på min virksomhed. De får stadig gammeldags klasserumsundervisning. Hvorfor benytter lærerne sig ikke også af e-learning? Samtidig mangler eleverne kompetencer i tekstbehandlingsprogrammer, PowerPoint og regneark. Noget, der i erhvervslivet er gængse færdigheder. I folkeskolen bruger man stadig meget tid på at lære håndskrift, at skrive a'er og b'er, men hos os bruger vi aldrig en kuglepen«.

Kridttavler er det sikreste

Professor Birgitte Holm Sørensen har i bogen »Skole 2.0« dokumenteret, at de fleste lærere ikke af sig selv tager digitale medier op i deres undervisningspraksis. De oplever snarere it som noget, der bliver trukket ned over deres sædvanlige måde at arbejde på.

»Mange har den forventning, at når computerne først kommer ud på skolen, vil lærere og elever bare tage dem i brug, men sådan foregår det ikke«, siger Birgitte Holm Sørensen, der er leder af forskningsprogrammet Medier og it i læringsperspektiv ved Aarhus Universitet (DPU).

Hun mener derfor, at det, der er brug for lige nu, er nye it-baserede didaktikker.

Ifølge Karsten Gynther er en del af årsagen til, at nogle lærere ikke tager de nye digitale medier til sig, at undervisning er en ømtålelig praksis, som let kan gå i stykker.

»En del lærere er nervøse for, om de nye medier får den vigtige kommunikation mellem lærere og elever til at bryde sammen, hvis udstyret ikke virker. Tavler og bøger er sikrere. Og det er de med god grund, for teknologien er ikke særlig driftsikker ude på skolerne lige nu«, siger han.

Men nogle lærere tager alligevel teknologien til sig og får det til at fungere uanset. I starten vil det virke som dobbelt forberedelse, men når inddragelsen af de nye medier bliver en naturlig del af rutinen, er det ikke længere et problem. Han har observeret tre faktorer, som gør sig gældende for de lærere, som tager mulighederne til sig:

»Det er lærere, der har et opdateret fagsyn - dem, man klassisk vil kalde dygtige lærere. Det er lærere, som er i stand til at oversætte ny viden til undervisning - er fagdidaktisk kompetente. Og så er det lærere med erfaring - som har overskuddet til altid at kunne opfinde en plan B«.

Der er brug for en ny lærerrolle

Pia Rybenfeldt mener, at der er brug for en udvikling af lærerens rolle.

»Jeg tror, lærerne må indstille sig på at indrette deres undervisning mere fleksibelt. Noget skal foregå online, noget skal foregå i klassen. Måske vil nogle elever i de største klasser synes, det er fedt at gå ind og tage e-learnings-kurser, når de skal repetere til eksamen. Måske endda med interaktive øvelser, hvor en lærer virtuelt er tilgængelig på nettet på et bestemt tidspunkt«.

Ole Christensen taler om en professionsudvikling og mener ikke, at efteruddannelseskurser til lærerne vil hjælpe. I stedet skal lærerne støttes i at udvikle sig i projekter ude på skolerne, og så handler det om at skabe grobund for videndeling mellem lærerne.

Det er Karsten Gynther enig i.

»Den nødvendige viden findes allerede på alle skoler. Der er ikke brug for dyre kurser, og enkeltstående kurser virker i øvrigt meget sjældent«.

I stedet peger han på, at faglig videndeling skal styrkes. For 10-15 år siden stod de faglige fællesskaber stærkere. Men de er blevet undermineret af, at skoleledelserne har pålagt lærerne at arbejde sammen i årgangsteam og særlige projekter som for eksempel LP.

»Selv om vi har prøvet at undgå det, har vi fagligt fået en kultur af privatpraktiserende lærere. I stedet burde alle matematiklærere på en skole være fælles om ansvaret for matematikken. Sammen holde sig opdaterede. Jeg tror, der er brug for, at skolerne organiserer faglige fællesskaber med forpligtende videndeling«.

SKOLENS DIGITALISERINGSHISTORIE

Ifølge Birgitte Holm Sørensen kan man
inddele skolernes foreløbige digitaliseringshistorie i tre faser.

1.

I den første fase handlede det især om selve teknologien. It skulle ud i skolen, og de danske skoler var hurtige til at anskaffe sig computere og give eleverne adgang til internettet.

2.

I anden fase kom der mere fokus på at få brugen af it integreret i undervisningen. Man indså, at det ikke var nok at tale om it-integration i undervisningen på et generelt plan. Der måtte fokus på fagene.

3.

I dag er vi ifølge Birgitte Holm Sørensen nået til den tredje fase, hvor den største udfordring er it-didaktisk design af fagene.

Kilde: »Skole 2.0« af Birgitte Holm Sørensen

Kilde: Folkeskolen.dk

It kræver ny lærerrolle

Af: Christian Grunert

Hvis teknikken ellers er i orden, vil en øget brug af it-støttet undervisning ændre lærernes praksis. Det fremgår af en ny undersøgelse fra DPU af 24 forsøgsprojekter med it-støttede undervisningsformer for elever med særlige behov på skoler landet over. Konklusionerne overrasker ikke i Danmarks Lærerforening.

"Vi har i de kvalitative nedslag noteret, at forståelsen af lærerpraksis ændrer sig fra at være en individuel aktivitet hen imod et samarbejde mellem aktører med forskellige kompetencer", lyder det i rapporten fra Institut for Pædagogik og Læring på Aarhus Universitet (DPU).

I forhold til lærerens tre kompetenceniveauer: gennemførelse, organisering og refleksion er det særligt i forhold til organisering af undervisnings- og læringssituationer, at lærerens rolle ændrer sig, viser resultater fra forsøgsprojekterne.

Lærere skal samarbejde om it

Med it i klasseværelset kræves flere forskellige spidskompetencer for at tilrettelægge undervisningen - både underviser-, specialist- og it-kompetencer.

En øget brug af it kan derfor ifølge undersøgelsen betyde, at læreren i fremtiden ikke nødvendigvis både skal løse de tekniske og de didaktiske udfordringer i implementeringen af it-støttet undervisning.

"I alle de forsøgsprojekter, hvor en sådan arbejdsdeling omkring teknologianvendelse er i spil, er det tydeligt, at læreren i højere grad virker som planlægger, igangsætter og opsamler og i mindre grad som teknisk og disciplinær support af elevernes arbejde".

Skolernes 'it-didaktiske' praksis vil altså have flere specialiserede kompetencer fordelt på forskellige personer. Lærere skal derfor samarbejde med andre, men det vil blot understøtte lærerens spidskompetence som didaktiker, mener folkene bag undersøgelsen.

DLF: Vi skal kompetenceudvikles

I Danmarks Lærerforening er formand for Skole- og uddannelsespolitisk udvalg, Bjørn Hansen, ikke overrasket over resultaterne.

"Det er jo helt naturligt, at læreren skal bruge sine didaktiske kompetencer i undervisningen - det er uanset, om det er med eller uden it-støtte. Når læreren så skal bruge it, så skal det naturligvis virke - allerede inden læreren træder ind i klassen", siger Bjørn Hansen.

At læreren så også skal kende til brugen af det maskinel, der er i klassen, så eleverne kan anvende det i undervisningen, er et spørgsmål om kompetenceudvikling, siger han.

"Det skal klares enten gennem kurser eller netop ved hjælp af en kompetent it-vejleder, som et lærerteam kan få rådgivning hos", siger Bjørn Hansen.

Læs mere og kilde:Folkeskolen

Kan vi bygge os til bedre læring

Er opgøret med ELFENBENSTåRNET gået for langt?

Af Torben Clausen
Oversat af Marie Lauritsen

Da sorte skyer varslede finanskrisen, blev det tydeligt, at
økonomiforskere var for tæt allieret med banker og børsspekulanter. De færreste eksperter forudså krisen, før stormen rasede, og eksperternes troværdighed led en krank skæbne. Uddannelsesforskere bør tage den historie til skræk og advarsel om, hvad der kan ske, hvis forskningen kommer for langt fra ’elfenbenstårnet og for tæt på praksis, lyder det fra professor og OECD CERI-direktør Dirk Van Damme.


Finanskrisen slog hårdt ned på mange af det moderne samfunds hæderkronede institutioner. Det var ikke kun gamle banker og finansguruer, hvis offentlige an-

seelse led en hård skæbne. Forskere i økonomi anklages for ikke at have set de mørke skyer i horisonten, før den finansielle storm pludselig rasede over hovederne på os.
I de gode tider fulgte økonomiforskerne bare i hælene på Wall Streets finansielle forgangsmænd, som udfærdigede stadig mere komplekse finansielle produkter. Og som The Economist opsummerede den 16. juli 2009 om de finansielle ophavsmænd: »...sikre som de var på det teoretiske fundament for deres opfindelser, forsikrede de enhver tvivler om, at al denne aktivitet ikke kun gjorde bank- mændene rige. Det gjorde det finansielle system mere sikkert og økonomisk sundt. Det er derfor, at mange mennesker betragter den finansielle krise, der begyndte i 2007, som et altødelæggende slag mod ikke blot bankernes troværdighed, men også mod hele den akade- miske økonomidisciplins.«
Bør også uddannelsesforskere betragte
dette som en historie til skræk og advarsel?
Ja, mener direktør for OECD’s Centre for Education Research and Innovation (CERI), professor Dirk Van Damme. Inden for uddannelsesforskning har man arbejdet hårdt på at blive mere relevant fra et politisk synspunkt og mere praksisorienteret. Denne overgang væk fra ’elfenbenstårnet’ har ifølge Dirk Van Damme været en succes. ”Jeg mener, at vi for få år siden stod med en ’elfenbenstårnsituation’. Der har væ-

ret en stærk bevægelse væk fra den og hen imod mere relevant forskning, både i miljøet omkring uddannelsesforskning, i regeringer og blandt dem, der støtter uddannelsesforsk- ning. Jeg er bange for, at den bevægelse er gået for vidt. Nu er elfenbenstårnet ikke længere problemet,« siger Dirk Van Damme.


Blændet af relevans

Van Damme frygter, at uddannelsesforsknin- gen, i takt med at den nærmer sig politik og praksis, risikerer at blive blindet – på samme måde som finansøkonomerne, der antagelig var blændet af medgangen på Wall Street. ’»Det er generelt en risiko, som al sam- fundsvidenskab, der forsøger at blive relevant, står over for. Det store problem er ikke, at økonomerne er underordnet det domine- rende system. Det er snarere, at samfundsvi- denskaben generelt har en tendens til at låse sig fast i den aktuelle situations dominerende paradigme,« siger han.

Når det sker, risikerer forskningen at bliver offer for den traditionsbundne viden, der fin- des i de pågældende institutioner, hvad enten det er ministerier eller interessegrupper inden for det politiske system, eller det er de institu- tioner, hvor praksis udføres, f.eks. skoler. For- søget på at interagere med praksisverdenen behøver ikke at føre til, at man underordner sig en hvilken som helst gældende admini- stration. Van Damme bemærker, at forskere, der går i den modsatte grøft og bruger en masse energi på at angribe en opfattet, såkaldt ’neoliberal’ konsensus inden for uddan- nelsespolitik, som ifølge ham ikke eksisterer, løber samme risiko. De er alle tre udtryk for den samme grundlæggende tendens: at blive relevant, ikke som forskning i sig selv, men som medvirkende til andre formål.
’»Når jeg ser på litteraturen inden for ud- dannelsesforskning, går de her tanker ofte igennem mit hoved. Blandt skoler og skole- repræsentanter er der en tendens til at mene, at størstedelen af den forskning, der udføres, ikke er anvendelig for dem, der arbejder med emnet i praksis. Det er muligvis rigtigt, men udfordringen er ikke alene at producere prak- tisk, brugbar forskning. Vi har brug for meget mere forskning. Det er helt enkelt et spørgs- mål om kvantitet. Jeg er meget tilbagehol- dende over for at bruge de få muligheder, vi har, på at fokusere på de udøvendes praktiske behov eller på beslutningstagernes aktuelle behov,« siger Dirk Van Damme.
Med andre ord står uddannelsesforsknin- gen over for modsigende krav, og lige nu er uddannelsesforskningens vigtigste opgave
at udføre mere og bedre forskning, som kan modsvare andre store velfærdsområder såsom sundhed og socialpolitik.
’»Jeg er på ingen måde imod, at beslutnings- tagerne eller de udøvende giver udtryk for deres behov for viden og forskning. Det er begrundet og centralt. Men de har ofte over- drevne forventninger til forskernes chance for at imødekomme disse krav.«
Hertil kan man tilføje, at forholdet mel- lem forskning og praksis ikke altid er særlig venskabeligt.


Når forskning møder politik
Dirk Van Damme fortæller om en af Hollands mest toneangivende uddannelsessociologer, Jaap Dronkers. Via sin forskning kom han frem til den konklusion, at hvis man blander børn af henholdsvis indfødte hollandske forældre og immigrantforældre, har det en negativ indvirkning på kvaliteten af lærings- situationen for begge grupper. I et forholdsvis polariseret politisk klima har denne opdagelse foruroliget dem, der taler for en uddan- nelsesreform fra et progressivt pædagogisk verdenssyn.

’»Tidligere anså man ham for at høre til venstre for midten. Han beskæftigede sig med ligestilling inden for uddannelse, og han har udgivet en masse god forskning. Jeg ved ikke, om han personligt er blevet en konservativ tænker, men den forskning, han udfører, er fremragende, hans personlige holdninger uagtet. Han yder ikke politisk rådgivning. Han forsøger ikke at gøre den relevant. Han fortæller os kun, hvad hans forskning har vist. De politiske beslutningstagere og de udøvende kan vælge at bruge hans forskning som udgangspunkt for at udvikle deres egne løsninger, men forskningen fører ikke auto- matisk til en række løsninger.«
Van Damme fortæller endvidere om et ud- valg i Holland, der var nedsat af uddannelses- ministeriet. Baggrunden for udvalgets arbejde var en ’kontant erklæring’ fra ministeriets side: Størstedelen af al uddannelsesforskning var uanvendelig. Det var udvalgets opgave at udarbejde en udviklingsplan for landets ud- dannelsesforskning.
Ministeriets hensigt var ikke at diktere forsk- ningsresultaterne, men ifølge Van Damme er der en risiko for, at det er dér, man ender, når man laver en forskningsplan, som er baseret på denne politiske præmis. I sidste ende ud- arbejdede udvalget en meget brugbar rapport, der foreslog, at man lavede en udviklingsplan for uddannelsesforskningen, der var baseret på dialog og interaktion.

Mere forskning, tak
Uddannelsesforskningen skal ikke tilbage til ’elfenbenstårnet’. I sig selv er relevans ikke en dårlig ting. Men vejen frem for forskning såvel som praksis er, at forskningen sætter fokus på sin egen begrebsmæssige og metodiske kerne.

»Vi har brug for meget mere forskning. Uddannelsessystemet er ikke videnstungt nok. Fra et reformsynspunkt er vi nødt til at tilføre mere viden til uddannelsessystemet. Lærerne skal være videnstunge brugere, mens skolerne skal være videnscentre og læringsorganisatio- ner. Den eneste måde, vi kan gøre det på, er ved at producere mere godkendt forskning.«’ Hvis man skal være i stand til at integrere viden fra forskning såvel som fra andre kilder, stiller det krav om bedre vidensforvaltning og videnssystemer inden for uddannelsessekto- ren. Og inden for uddannelsesforskningen er man godt på vej.


»Nutidens uddannelsesforskere, som er uddannet i forskningsmetode, er meget dygtigere end forskerne i min generation. Kvaliteten af forskningen er stigende, ikke kun inden for kvantitativ forskning. Så ud- dannelsesforskning har kapaciteten til at blive en fuldtudviklet del af det samfundsvi- denskabelige område. Samlet set er udvik- lingen positiv, men når man sammenligner uddannelse med sundhedssystemet, hvor der udføres en enorm mængde forskning, er der stadig mange behov, der skal opfyldes. Vi er overhovedet ikke i nærheden af at kunne tale om en uddannelsesvidenskab, der kan sammenlignes med for eksempel bioviden- skaben,« siger Dirk Van Damme.


Kilde: Asterisk